| Processen
Maria Berntsen arbejder intuitivt og eksperimenterende med sit design. Opgaverne veksler mellem bestillingsopgaver og idéer, som hun selv udvikler og siden sælger til producenten. I perioder sætter hun gang i den helt frie kreative udfoldelse og udforsker former og materialer uden konkrete mål. Maria Berntsen modellerer sine former op og foretrækker at arbejde med sine hænder. Hun tegner ikke ret meget og bruger kun tegnebordet og computeren til at afklare nogle principielle holdninger og til at skabe et overordnet greb om den videre proces. Modellerne formes, fræses og skæres i polystyren eller andre formbare materialer. "Intuitionen er en meget væsentlig faktor i den måde jeg arbejder på. Jeg forsøger faktisk at komme i kontakt med mine egne følelser, for at opnå den ønskede sanselighed i designet. Godt design skal nemlig ikke blot opfylde et indlysende behov, det skal også formidle en stemning. Formen skal selvfølgelig understøtte funktionen, men den skal samtidig virke stimulerende," siger Maria Berntsen. "Jeg tror vi ved, når vi står overfor kvalitet, og det er denne intuitive sans jeg gør brug af, når jeg skaber noget nyt. Vi har en medfødt evne til at aflæse former og undervurderer af og til hvor meget en form kan påvirke vores velbefindende." Maria Berntsen arbejder helst alene i den kreative fase, og er i stand til at håndtere mange forskellige håndværk og materialer når hun skaber modeller på sit design. Til de endelige prototyper får hun dog faglig assistance, så den færdige prototype kommer så tæt på det færdige produkt som muligt. "Dialogen med producenterne er altid interessant
og jeg har stor respekt for den faglighed, der ligger ude i virksomhederne,"
fortæller Maria. Produkterne skal produceres på den mest hensigtsmæssige
måde, og virksomhederne ligger inde med distributionskanalerne,
så produkterne kommer ud til flest mulige. |